web stats

Hvis du har kommentarer
så skriv til
cjo@km.dk
Carsten Johansen
”Det menneske, der aldrig er blevet korsfæstet, har ikke levet.” Den sætning læste jeg i min avis i går. Det var billedhuggeren Niels Helledie, som har udsmykket en del danske kirker med sine skulpturer – det var ham, der blev interviewet, og som altså kom med den påstand, som jo nok kan lyde noget barsk, og som man godt kan bruge noget tid på at tænke over.
Selvfølgelig mener han ikke, at vi alle sammen skal være en slags Jesusser, der bogstavelig talt skal slås ihjel, for at livet kan gå i opfyldelse. Men for ham handler livet om modsætninger, der tørner sammen. Sorger og glæder – angst og tryghed – smerte og trøst – livet bliver kun levende ved, at begge sider er der og er i os selv – og så citerer han Kingos salme:
Aldrig er jeg uden våde,
aldrig dog foruden nåde,
altid har jeg suk og ve,
altid kan jeg Jesus se.
eller det næste vers:
Altid trykker mine synder,
altid Jesus hjælp tilskynder,
altid er jeg udi tvang,
altid er jeg fuld af sang.
Det er jo mærkelige ord – netop fyldt med alle disse modsætninger: sorg og glæde, våde og nåde – altid er jeg udi tvang / altid er jeg fuld af sang. Det er de spændinger, livet består af – og det mest underlige er jo, at Kingo hele tiden siger ”altid”. Altså han mener ikke, at snart har vi sorger, og snart efter er det så glæderne, der fylder os og så videre i den dur – han mener, at både sorgen og glæden er vores faste følgesvende hele tiden – både angst og uro og samtidig tillid og tro – at tingene kan ikke skilles ad. At et menneske slipper aldrig ud af usikkerheden og smerten, som ledsager os hvert skridt, vi går – men også glæden og trøsten kan vi have med os samtidig:
Så er sorg til glæde lænket,
så er drikken mig iskænket,
besk og sød i livets skål,
sådant er mit levneds mål.
Altså det er Kingos stærke og udtryksfulde billede af, hvad et menneskeliv er for noget – og det ender så med en bøn til Jesus om hjælp til, at det altid må være troens glæde, der får overtaget. Ikke at synd og smerte må forsvinde ud af livet, for det er ikke muligt for noget menneske, men altså at det må være troens glæde, der trods alt bliver den stærkeste kraft i livet.
Hvad livet egentlig er for noget, det er der jo lige så mange svar på, som der findes mennesker. Men den mest ulykkelige og absurde drøm, vi kan have, det er vel drømmen om et lidelsesfrit liv – et liv uden smerte og uden modhager – et behageligt og sorgløst liv, hvor ingenting for alvor får lov til at rive i vores hjerte, så det både kan pine og fryde. – En problemfri lykke, hvor ingenting må koste én selv noget eller få lov at gøre ondt – det er jo en karikatur af et liv – det er den sikre vej til, at alting ender i tomhed og meningsløshed og ligegyldighed. ”Hvis ej der var noget at kæmpe for, / hvad var da vel jeg og du?” som det hedder. Og ikke bare noget at kæmpe for, men også noget at kæmpe imod. Også noget i én selv, der må kæmpes imod.
Altså – det kunne vel være nogle af de ting, Niels Helledie mente med at sige, at ”det menneske, der aldrig er blevet korsfæstet, har ikke levet.” Det menneske, der ikke har oplevet, at alle ens drømme og selve ens liv bryder sammen: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” – det menneske, som sådan noget er fremmed for, har aldrig vovet nok til, at det blev et rigtigt liv, han eller hun fik.
”Derfor laver jeg mange krucifikser,” siger Helledie, ”for dér mødes modsætningerne, og Kristus står tilbage, når slaget har stået.” – I krucifikset mødes den rene kærlighed med den reneste ondskab og ødelæggelse, og her mødes også tro og tvivl: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig” – her mødes ydmyghed og storhed med dumhed og afstumpethed. Kristus på korset – kærligheden, der bliver slået ned og lider – det er det største billede af, hvad et menneskeliv er – ”og Kristus står tilbage, når slaget har stået.”
Alt det, jeg har sagt nu, det skulle altså være et forsøg på at tale om det, Jesus siger i dag: ”Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.”
Det er jo slet ikke ord, der passer til vor tids moderne tanker. Vi er jo slet ikke indstillet på, at livet først og fremmest skal have lov at kræve ofre af os – måske endda kræve, at vi ofrer vore egne ønskedrømme og forhåbninger. Vor tids tanker handler jo meget mere om, at livet er noget, vi skal have hold på og have styr på. At livet er vores eget, som vi vil have lov at forme efter vore egne tanker og gøre til, hvad vi selv vil.
Det ulykkelige ved sådan en drøm, det er jo ikke, at vi på den måde let bliver for egoistiske og selvoptagede – det er slemt nok, men det værste ved denne drøm om at have hold på sit liv, det er jo, at på den måde går livet hen over hovedet på os. At jo mere, vi måske får hold på livet, jo mere tømmer vi det for alt andet end vores eget – så vi ikke møder andet end vores eget spejlbillede. At når vi lukker os af for sorgerne og smerten og det uventede, så lukker vi os også af for glæden og kærligheden og den ægte livsopfyldelse.
”Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” Når Jesus siger sådan, så handler det selvfølgelig i første omgang om hans eget liv. Det er jo tiden lige kort før han skal korsfæstes. Disciplene kan ikke forstå, at han taler om at skulle dø. Deres drømme og tanker kan ikke gå i opfyldelse, hvis det ikke ender med en strålende sejr for Jesus og dem selv – en sejr, hvor deres fjender må bøje sig ydmygt for Jesus, og hvor disciplene selv kan blive ministre i den nye regering. Og så taler Jesus om at dø – om at give sit liv som løsesum for mange, som han kalder det.
Men Jesus har altså et mål, som kræver, at der skal betales den højeste pris. Og når vi i dag ser et krucifiks, hvor Jesus er blevet naglet fast af alle de mennesker, som ville have styr på livet – både deres eget og andres – og hvor han er i færd med at give sit liv hen i kærlighed – når vi ser det, så skal det altså også være et billede for vores øjne af, hvad livet skal være i hans navn for os alle sammen.
At man kan sagtens miste sit liv ved at få for godt greb om det – ved at gøre livet til bare mig og mit og det, jeg vil. At hvis vi vil gøre livet lige så småt som vores egne ideer og forestillinger, så gør vi det samtidig til et meningsløst skuespil, som altid ender i at blive til ingenting, fordi vi nu engang skal dø, når vores tid kommer.
I det samme interview siger denne billedhugger Niels Helledie en ting mere om livet, som er værd at nævne her til sidst. Han taler om glæden ved gudstjenesten og ved at gå i kirke – og det er igen noget med modsætningerne, der forenes. ”Kirken er Guds anneks på jorden, hvor den lille synder og det guddommelige mødes,” siger han. ”Den lille synder og det guddommelige” – de to ting kan kun forenes gennem tro – ”og troen får man gratis udleveret i kirken,” siger han. ”I kirken får man at vide, at det drejer sig om livet i sig selv, om Gud skaberværk, og ikke om mig. Derfor skal man gå i kirke for at blive befriet fra sig selv.”
Det synes jeg er smukt sagt – at ”det drejer sig om livet i sig selv, om Gud skaberværk, og ikke om mig.” Tænk, om man kunne leve sit liv sådan – at det ikke skulle dreje sig hele tiden om mig, men om ”al den ting, som Gud har gjort” – om hele det store drama, Gud har sat i værk – at det kunne være det, der kom til at fylde ens sind med mening og tillid og tro:
Nu i sorg og nu i glæde,
nu i fald og nu i sæde,
ofte fuld af stor uro,
altid fuld af Jesu tro.
Amen.

13-4-2002
sat på Præstesiden

af præst Mogens Agerbo Baungaard email
til forside