web stats


Hvis du har kommentarer
så skriv til
emr@get2net.dk
Michael Rønne Rasmussen
1. søndag i fasten 2002 i Jersie og Kr. Skensved
GT-læsning: 1. Mos. 4, 1-12 Evangelium: Lukas 22, 34-32 Salmer: DDS 41, 327 - T61, 488 v. 1-2 + 7, (432) og 435
Fornyligt døde den kendte svenske forfatter, Astrid Lindgren, 94 år gammel. Elsket af millioner af børn ud over verden for sine bøger om og for børn, forblev hun livet igennem selv et barn. For netop hun forstod hun som ingen anden at leve sig ind i det, som barnet så og oplevede i de voksnes verden. Blandt børnebogsforfattere blev hun, der ganske vist aldrig opnåede en Nobelpris, dog regnet for en af de største nordiske forfattere.
Hendes storhed skyldes ikke mindst, at hun havde blik afgørende skel mellem fantasi og virkelighed. Stor var hun, fordi hun med sine evner for at se og formulere de største spørgsmål, på en måde så netop de små forstår dem, har gjort mange børn en stor tjeneste. Børn, der voksede op og blev voksne, fik fra hendes fortællinger et lyst syn på livet og dets udfordringer. For har man læst Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Brødrene Løvehjerte eller Mio min Mio eller hvad de nu hedder alle sammen, så ved man godt, at livet rummer en underlig blanding af sorger og glæder. Men uanset, hvor galt det går, så går det i hendes fortællinger aldrig helt galt, fordi de altid rummer en livsforvandlende kraft, der er hentet fra de dybeste kilder, vi kender. For enhver, der læser hendes fortællinger, finder de træk, der stammer fra det bibelske univers, og støder ind i motiver, der har deres rødder dybt forankret i fortællingen om f.eks. Jesu liv og gerning.
Tag nu f.eks. evangeliet til i dag. Den korte beretning om disciplenes rivalisering: "Hvem skal regnes for den største?". Hvem har flest rigdomme, muskler, ser smukkest ud?
Ja, for sådan er spillet, der altid kører omkring os. Ingen af os er fri for at have aktier i det. Selv når projektørerne rettes mod de symbolske elelr relle magthavere, afslører den nyfigne interesse vor eget ønske om at stå i samme sted eller skubbe dem, der står der, ned fra pedestalen. For sådan er det jo: Alles kamp mod alle om at stå i rampelyset og blive set op til. Den stærkeste er den, der har mest gennemslagskraft og bliver større, mens andre blir mindre
Så Jesu bemærkning om de til enhver tid siddende magthaver har endnu ikke mistet aktualitet: "Folkenes konger hersker over dem og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere". Men magten er jo et tveægget svær. Magtens sværd er godt, når man skal frem og når hindringer skal ryddes af vejen, men det samme sværd kan når som helst blive vendt mod en selv. "Den, der griber til sværd, skal falde ved sværd", siger Jesus et sted, og mange er de, som faldt undervejs.
Men fordi ingen ønsker at stå som med den risiko, sørger de klogeste for at dele lidt af magten med andre. At alle får en lille bid af kagen og at solen stråler på dem, der kommer i nærheden af magtens centrum. Og så lader de sig naturligvis kalde velgørere, der i virkeligheden ikke gør det for sin egen, men for andres skyld, så alle har glæde af det, der kommer ud af den til enhver tid rådende politiske orden. Men ve den magtudøver, som blot for et øjeblik løsner grebet over magten! Han får en møllesten om halsen og bliver smidt ud på bundløst vand.
Men, siger Jesus så, sådan skal det ikke være hos jer. Hos jer, hos disciplene og i det fællesskab, der fulgte efter dem, råder der en anden orden. En omvendt orden, kunne man næsten sige. For her er den største ikke den, der ser stor ud. Den største, er den, der gør sig mindre end alle andre. Lederen, er den en, der tjener andre med sin ledelse. Den ældste har samme status som den yngste. Den voksne er mindre end barnet. Og skulle disciplene bliver i tvivl om denne orden, så kan de se på Jesu eget eksempel. "Jeg er hos jer som den, der tjener". - Se hvordan jeg regner jer højere end mig selv! - Jeg binder et håndklæde omkring livet og vasker jeres fødder, for I altid skal vide, at I er de vigtigste for mig. - Min opgave er det at løfte de små op over alle de, der tror de er dem, som andre må bøje sig for
Og her kommer så en af Astrid Lindgrens elskelige skikkelser ridende ind på sin store plettede hest. Pippi Langstrømpe - pigen, der aldrig bliver voksen. Som en dag pludseligt flytter ind i Villa Villakulla for siden at rejse lige så pludseligt igen, som hun kom. Som i hele sit væsen rummer alle de hemmeligheder, som også Jesus gav sine disciple at tumle med
En dag, mens hun er hos Tommy og Annika, er der overhøring på skolen. Den stramme Frøken Rosenblom holder forhør over børnene for at finde ud af, hvem, der er flittige og artige, og hvem, der er uartige og skal i skammekrogen. Det er også den dag, hvor der skal uddeles fattighjælp i form af suppe og uldent undertøj, men kun til de børn, der kan deres lektier - kun de har fortjent det. "Det må jo gå retfærdigt til!", siger frøken Rosenblom.
Alle fattige børn bliver en efter en kaldt op til frøkenen, der giver dem et ord fra retskrivningsordbogen, som de skal stave. Nogle svarer rigtigt og får deres præmie: Suppe og lyserøde underbukser, der stikker! Andre svarer forkert og får - uanset hvor fattige de er - ingenting, men må gå over i krogen, hvor alle de børn, der ikke har fortjent nogen fattighjælp, står samlet.
Men pludseligt kommer altså Pippi og blander sig. Hun vil også være med til at lege "Hvem ved hvad?". Frøken Rosenblom leder i retskrivningsordbogen efter et rigtigt svært ord, som Pippi skal stave. "Hør her, min pige,", sagde hun til sidste, "kan du fortælle mig, hvordan du staver til "søsyg"?". "Hjertens gerne," sagde Pippi; "S-Ø-D-S-Y-K". Frøken Rosenblom smilede syrligt. "Ser man det", sagde hun, "Retskrivningsordbogen staver det nu eller helt anderledes". "Så var det sandelig heldigt, at du ville vide, hvordan jeg stavede det", sagde Pippi.... "Skriv det ned", sagde Rosenblom til skriverne. "Ja", sagde Pippi, "Skriv endelig den fine skrivemåde ned, og sørg for at det bliver rettet i retskrivningsordbogen hurtigst muligt".
Som man kan regne ud, falder Pippis svar ikke i god jord hos frøken Rosenblom, og hun ender naturligvis med at måtte gå i krogen til de børn, som skal skamme sig. Og det gør de. De står og snøfter og græder ved tanken om at de må gå hjem fra skolen uden del i fattighjælpen. Det får Pippi til at holde sin egen "Hvem ved hvad", men nu i en udgave, hvor alle er sikre på at svare rigtigt. For enten bærer spørgsmålet svaret i sig selv eller også visker hun det i øret på barnet, så alle svarer rigtigt. Som belønning fik alle børnene en af Pippis guldmønter og en pose bolsjer, som hun har i sin rygsæk - og så minder hun dem også om, at hun frelste dem for Frøken Rosenbloms lyserøde og stikkende underbukser!
Og så slutter fortællingen med det glædelige udsagn: "Sådan blev der stor glæde blandt de børn, som egentligt skulle skamme sig". Netop den afslutning afslører, at det i virkeligheden er en fortælling om Jesus omsorg for de små og udstødte, som ligger bag Pippis "Hvem ved hvad".
Frøken Rosenblom er således en karikatur af farisæerne, hvis retskrivningsordbog hedder Moseloven. Alle, der ikke kan holde budene, ryger i skammekrogen, mens de retfærdige farisæere, der selv har bestemt målestokken, sidder tilbage og kalder sig folkets beskyttere og velgørere.
For hvor var man henne, hvis ikke de sørgede for, at der blev sat skel mellem retfærdige og de uretfærdige? Hos dem er der ingen nåde, her gjaldt kun de rette svar, når man skulle stave sig gennem livets svære opgaver. Det var enten ind i varmen eller direkte udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.
Men Jesus - og Pippi - har en anden måde at se det på. Deres bekymring og anliggende er ikke de kloge og frelste inde i varmen. De søger begge ud i periferien, hvor de udstødte samles. Dem, der netop ikke kunne stave og nu skal skamme sig. Og dem tjener de begge ved at løfte dem op og give dem troen og tilliden til livet tilbage igen. Og både Jesus og Pippi retter i Retskrivningsordbogen. Jesus sagde: "I har hørt at der sagt til de gamle, men jeg siger jer...". Han smed den gamle målestok for livet ud og indførte en ny og overraskende stavemåde. I hans ordbog findes ordet "Magt" og "succes" slet ikke. Ordets STØRST staves M-I-N-D-S-T. RETFÆRDIGHED hedder T-I-L-G-I-V-E-L-S-E. Livets bud, regler og krav staver han om til et enkelt ord på ni bogstaver: K-Æ-R-L-I-G-H-E-D. Ikke mindst lærer han os en ny måde at stave til Gud på: V-O-R F-A-R.
Sådan vendes det hele om. Det Guds Rige, som Jesus kom med, er en anden verden. En verden, så anderledes end vores, at den uværligt uro og laver uorden, når den støder ind i vor. Og sådan skal det være og sådan vil det fortsat være, dér hvor han får lov til at komme til orde. Som det sker ved døbefonden, hvor de mindste bliver båret frem som et billede og eksempel for alle os kloge voksne hoveder, der tror vi altid skal gøre os fortjent - om ikke til fattighjælp - så til det liv, vi deler med hinanden og med Gud. Eller ved nadverbordet, hvor Jesus skænker os sit legeme og blod - sit hele eget liv - med dets glæde og dets sorger. Skænker os sig selv, fordi han intet andet vil end dette, at vi skal løftes op og se hans Far og leve som hans børn. Og en dag, når al sorg og glæde afklares, at vi ser meningen i hans død for os; at han er Vor Herre!
Amen.

7-4-2002
sat på Præstesiden

af præst Mogens Agerbo Baungaard email
til forside