web stats
Hvorfor mon den samaritanske kvinde kom ud til brønden - helt alene og midt på dagen? Ja, hun skulle vel hente vand, men alle de andre kvinder kommer i samlet trop om morgenen eller ved aftenstid. Så har de hinanden at snakke med og det er heller ikke så hedt, som det er midt på dagen. Er det mon et tegn på, at hun er ensom og uden for landsbyens fællesskab? Det kan godt være.

Men på den anden side set, så led hun ikke ligefrem af kontaktbesvær. Hun havde haft en 5-6 mænd i tidens løb. Hvad det så end skal betyde, at hun havde 'haft' dem: Om hun ligefrem havde været gift så mange gange - eller om det bare havde været kortere og løsere bekendtskaber.

Måske har hendes mange mandebekendtskaber gjort hende ilde set hos sit eget køn, sådan at hun af dén grund ikke tør gå ud til brønden sammen med de andre kvinder. Den, der har fulgt moralens lige og snævre vej, har jo tit svært ved at godtage én, der tager anderledes let på tingene. Så måske var samaritaner-kvinden nødt til at gå ud til brønden midt på dagen, for ikke at blive udsat for alt for mange løftede pegefingre.

Endelig kunne det jo også tænkes, at det er hendes gamle, velkendte trang til flirteri, der får hende til at gå derud - netop på det tidspunkt. Måske havde hun set, at der sad en fremmed mand ude ved brønden. Og nu ville hun ud for at se, hvad han var for en. Måske var hendes vigtigste ærinde at komme i kontakt med en mand. Og det kommer hun. Hun møder Jesus.

Vi hører et referat af deres samtale idag. Det er som om, hun prøver på at få et spil i gang. Det er ret iøjnefaldende, for sådan som kønsrollerne var dengang, så ville en almindelig, samaritansk kvinde have hejst sit vand op. Hvis hun blev spurgt, så ville hun selvfølgelig svare. Og så ville hun gå sin vej igen. Men kvinden her, hun spørger. Og hun svarer igen. Det er endda som om, hun bevidst misforstår det, Jesus siger til hende. Han taler i billeder, men hun forstår alting helt konkret. Jesus tilbyder hende levende vand, men hun siger: 'Du har jo ingen spand. Hvordan vil du skaffe vand? Du tror da vel ikke, du er større end vor far Jakob, som gav os den her brønd.' Det er lidt provokerende ment. Jesus siger: 'Den, der drikker af det levende vand, skal aldrig tørste igen.' Og hun svarer udfordrende: 'Godt, så giv mig noget af det vand, så slipper jeg da for at gå herud til brønden hver dag.' Der er noget drillende ved det, hun siger. Det er ikke sikkert, at hun lige med det samme kunne forstå dybden i det, Jesus siger om det levende vand. Men hun kunne da i det mindste godt - hvis hun ville - høre at han taler i billeder. Men det er som om hun ikke vil forstå det.

Den slags bevidste misforståelser bruger vi, når vi helst vil holde et andet menneske på afstand. Vi kan lave sjov med et menneske, som prøver på at være alvorlig. På den måde - med det pjattede og det ualvorlige - afvæbner vi den anden. Så kan vi snakke med uden at give noget af os selv. Vi slipper for at tage stilling. Vi kender nok allesammen de tider, hvor vi ikke orker at se kravene, problemerne, alvoren i øjnene. I stedet for prøver vi på at skøjte hen over overfladen.

Det kan endda blive til en livsstil. Så blir det ualvorlige til en plage. 'Tilværelsens ulidelige lethed' er der én, der har kaldt det. Og ulideligt er det. For det pjattede og det ualvorlige er jo slet ikke det samme som glæde. Tværtimod så slår det al sand glæde og al sand fællesskab i stykker. Fjolleri er en god ting, når det kommer på de rigtige steder og i de rigtige mængder - og når der også er plads til det menigsfulde. Men et evindeligt fjolleri er ulideligt. Og det er et forræderi imod glæden. Vi kender det, hvis vi kommer i en eller anden sammenhæng - en arbejdsplads eller en forening eller noget andet, hvor alting bliver sagt i en pjattet jargon. Hvor der aldrig snakkes meningsfuldt. Det virker muntert i begyndelsen, men det viser sig snart, at der ikke er noget virkeligt fællesskab. Ingen kender rigtig hinanden, fordi allesammen dækker sig ind bag ved fjolleri.

Måske er det den skæbne, der har ramt den samaritanske kvinde. Hun er efterhånden blevet ensom, fordi hun lever ualvorligt. Hun har haft et ualvorligt forhold til mænd. Derfor er hun gledet fra den ene til den anden. Hendes kontakt til andre mennesker i det hele taget er ualvorlig. Hun svarer ualvorligt, når Jesus snakker til hende. Drillende, som om hun ikke er interesseret i at tale om det, som Jesus faktisk taler om -og som hun nok fornemmer alvoren i.

Men Jesus standser hende i hendes overfladiskhed. Han gør det ikke voldsomt og vredt, men med tålmodighed og alvor. Det er en fantastisk samtale, de fører. De starter langt fra hinanden. Men skridt for skridt kommer de til forståelse. Først snakker de helt forbi hinanden. Så snakker de om nogen forholdsvis ligegyldige, ydre ting. Da så kvinden endelig forstår, at der er noget særligt igang, så tager hun et lille skridt ekstra. Hun begynder at snakke om religiøse ting. Hvor er det mest rigtigt at opholde sig, når man ber til Gud? På det ene eller på det andet helligsted? Og endelig når Jesus ind bag ved det sidste lag af forsvarsværker. 'Det kommer ikke an på hellige steder eller bestemte religiøse former' siger han. 'Det er altsammen noget ydre. Nej, det kommer an på hjertet. For Gud er ånd. Og den, der ber til ham, skal bede i ånd og sandhed.'

Kvinden ser sig gennemskuet. Men på en god måde. Det er en befrielse for hende. Hun løber glad tilbage til byen og kalder på de andre, dem som hun ikke have noget at gøre med før: 'Kom og se. Her er en mand, som har fundet mig. Han forstod mig bedre end jeg selv gjorde. Og han tog mig alvorlig.'

Sådan er tilgivelsen. Finere illustration kan vi simpelthen ikke få. Jesus så igennem alt det, der havde hobet sig op omkring kvinden: hendes egne fejltagelser; de andres foragt; hendes frygt for at komme ud af busken og måske blive såret igen. Han fandt hende inde bag ved alt dét og løftede hende fri. Og så var hun i stand til at starte på en frisk derfra.

Sådan var den samaritanske kvindes historie. Temmelig dramatisk. Hun bevægede sig fra den ene yderlighed til den anden. Men i gruden er det det samme, vi kan opleve, når evangeliet taler til os. Måske ligeså dramatisk. Måske i det helt stille. Vi kan opleve, at vi blir taget alvorligt - med vore fejltagelser, vor frygt, vore bekymringer, vor overfladiskhed. Og så får vi alligevel lov til at lade det hele ligge og gå videre, som om verden var helt ny.

Med venlig hilsen Sognepræst Niels Peter Jacobsen Kirkegade 14, Rødding 8830 Tjele

Siden er opdateret den 160198
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email
til forside