web stats


Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Kruchov Sønderby

Hvis du vil printe siden ud
se her
Tingene spidser til i discipelflokken, dels fordi Jesus siger de mest angstprovokerende ting om sin egen og deres fremtid, hele Jesusprojektet, sådan at det de havde fået præsenteret som ”Guds rige på jord” tegner helt anderledes end ved første ørenlyd, dels fordi disciplene selv opdager at de ser forskelligt på projektet internt i gruppen og måske værst af alt, fordi misundelsen og mistilliden vokser mellem dem.
Var der ikke noget med at Peter havde fået lidt af en særstatus? Og hvad med ham Johannes, klæbede han ikke temmelig meget til Jesus?
Og for nylig havde der været episoden hvor Jesus havde taget tre ud af tolv disciple med op på et bjerg, og her tænker jeg ikke på begyndelsen af forløbet med bjergprædikenen, men derimod på den episode hvor Jesus viser sig for de tre af disciplene i al sin glans, sammen med Moses og Elias, den episode vi kalder forklarelsen på bjerget, men altså kun for de tre, ikke? Og de tre er lige præcis Peter, og Johannes og så selvfølgelig Jakob, men de to sidste var jo brødre og hvor den ene var, var den anden jo også. Men altså, det var IKKE dem alle, som havde været inviteret med derop!
Man siger jo at det ingen skam er at blive væk, når man ikke er inviteret, men efter at de tre var kommet ned igen, havde alle kunnet se at der var sket noget afgørende deroppe, og ingen af deltagerne ville sige noget om det.
Misundelse og mistillid, hemmelighedskræmmeri og intern konkurrence, rygter om død og ødelæggelse og så Jesus der bliver ved med at fortælle mærkelige historier om hvordan de mindste er de største for Gud og om hvordan Gud er som en hyrde der lader de 99 får stå i vildmarken mens han leder efter det ene får som er blevet væk.
”Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” Spørger Peter og man kan næsten høre vreden og tristheden i hans stemme.”De er efter mig, Jesus!” Sådan kunne Peter også have sagt, tror jeg. ”De anklager mig for at have møvet mig ind på dig og taget dig fra dem, som om jeg har bedt om noget særligt fra dig. Jo jeg ved godt at jeg er åbenmundet og siger hvad jeg tænker, jeg ved godt at jeg er impulsiv og ærlig og ind i mellem vil det her så meget at jeg prøver på at gå på vandet ligesom dig, og jeg ved godt at du godt kan li’ mig for det, men det undskylder ikke den måde de behandler mig på. Så hvornår er det ok at give igen? Skal jeg finde mig i alting?”
Havde Peter sagt det sådan her, lige fra hjertet som han plejede, så kan det godt være at Jesus svar havde været et andet, men Peter siger jo ikke tingene ligeud, han prøver i stedet på at få udstukket en regel, han prøver på at få godkendt sin hævn og bitterhed. Når man har tilgivet syv gange, så er det nok ikke?
Og Jesus afliver Peters absurde regelforsøg med et absurd svar, du skal ikke tilgive 7 gange men 77 gange! Hvad havde du tænkt dig Peter? At gå rundt med en lille bog og krydse af, sætte en streg hver gang nogen blev for grove, og når så der stod syv streger så kunne du give dig til at sætte syv streger ved siden af for hver gang du fik ram på dem, som soldaterne i Afghanistan der sætter hak i våbnet for hver død fjende! Det giver ikke mening Peter, tilgivelse er ikke et regnskab.
Men hvad er tilgivelse så?Nogen siger det er at lade alt være glemt. Andre at det kræver to parter og ærlig anger.
Jeg tror ikke nogen af disse forklaringer er sande. Jeg tror tilgivelse er at lade forsyndelsen være uglemt og forholdet bestå, altså at se det onde i øjnene sammen og hvis vi så stadig elsker hinanden så at blive sammen og lade kærligheden slå bro over det brudte. ELLER, hvis det ikke kan lade sig gøre, hvis så meget er ødelagt, at vi ikke mere kan være sammen med hinanden, så er tilgivelse at give afkald på sin hævn!
At lade forholdet bestå på trods af det uglemte brud, eller som mindstemål at give afkald på sin hævn, virker også frisættende på det menneske som er i stand til det. For det man ”glemmer” er jo ikke glemt, det ligger bare og venter i en skuffe, klar til at blive trukket op, eller det ligger som en mine i en mark, man ved den er der, men ikke hvor og så er hele marken ubrugelig. Det som jeg har tilgivet dig fordi vi lader det være ”glemt”, det har jeg også ret til at hive op af skuffen og hive renter retur på, når det passer mig. Det vi derimod sammen har set i øjnene, for derefter at se i hinandens øjne, at vi sammen ønsker se hen over, det har vi begge styr på hvor er, og det trækker ikke renter!
Hævndrømmene man ikke kan give slip på er mindst ligeså opslidende som gælden i glemmeskuffen. Der kan være masser af energi i at drømme om hævnen, rigtig at mærke sin lyst til at se den anden lide som jeg har lidt. Problemet er at det binder en selv og at man, når man fører det ud i livet dermed gør vold på sin egen ordentlighed og menneskelighed.
Men at give afkald på sin hævn betyder ikke at man ikke må straffe mennesker for det onde de gør. Det er det vores retssystem bygger på. Mennesker som har gjort onde gerninger som loven forbyder, skal selvfølgelig have deres straf og/eller forhindres i at fortsætte deres onde handlinger.
Det er i vis forstand også det den lignelse Jesus fortæller Peter, handler om. Den handler om en tjener som er kommet i bundløs, fuldstændig håbløs, ubetalelig gæld. Den skal han selvfølgelig have betalt, men det kan han helt indlysende ikke. MEN, det kan han ikke selv se. Læg mærke til, manden ber ikke om hverken tilgivelse eller nåde, han ber om lidt mere tid, for så skal han nok betale mener han. Men kongen, som tjeneren skylder penge er fuldstændig klar over at det aldrig vil lykkes, så han eftergiver ham hele gælden.
Det vil tjeneren slet ikke ha’, det kan han faktisk overhovedet ikke holde ud, så da han møder en med et lignende problem, nemlig en medtjener som skylder ham selv et lille beløb, så bliver han fuldstændig ude af sig selv, overfuser ham og får ham smidt i fængsel.Det er sådan med nåde og med tilgivelse, at enten virker den dobbelt, eller også virker den slet ikke. Det er også sammenhængen bag bønnen i fadervor ”forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere”
I fortællingen her om kongen og tjeneren virker nåden ikke. Og sådan er det med både den OG tilgivelsen OG kærligheden, det virker ikke altid, gjorde de det ville de i stedet være magt og tvang og ikke kærlighed og frisættelse.
Dette her er en fortælling om den anden side af Peters spørgsmål, nemlig dette, at når jeg tilgiver så er det fordi jeg selv er blevet tilgivet. Når jeg sætter andre fri, så er det fordi jeg selv er sat fri.
Men det er en historie om hvad der sker når dette ikke virker, når man ikke VIL tilgives, eftergives, eller sættes fri, så bliver man farlig for andre mennesker, for så ser man sin egen sorte skygge falde på alle andre der ligner bare lidt.
Kristendommens påstand er at vi alle sammen er bundløst, håbløst, ubetaleligt i gæld til Gud og til medmennesket. Og det skal vi ikke glemme, lukke øjnene for eller tro at vi kan arbejde os ud af, nej det skal vi sammen med Gud og næsten se i øjnene, og så skal vi stole på kærligheden, Guds til os og vores til Gud og se hen over gælden ind i hinandens øjne og vide at vi intet skylder hinanden og vi skylder hinanden alt.Det er tilgivelse og den tilgivelse er der ikke tal eller regnskab for.
Amen

Sat på Præstesiden
http://mogensagerbo.dk
af præst Mogens Agerbo Baungaard email
til forside